Alternativ behandling: Lamaterapi kan være løsningen

Beate Regnery har et særligt forhold til sine lamaer. Her ses hun med Allegro. (Foto: Andreas Merrald)

Et stadigt stigende antal danskere oplever udfordringer med deres mentale sundhed. Vejene ud af det kan være mange, men i Dråby lidt udenfor Ebeltoft ligger en gård, der tilbyder en helt særlig behandlingsform – lamaterapi.

Af: Frederik Løkkegaard

Blandt hø og fritgående høns står Beate Regnery ved indkørslen til sin gård. Hun smiler lunt, mens hun dirigerer bilen på plads. Gården er ikke helt som de andre i området.

Beate Regnery og hendes mand deler nemlig gården med 22 lamaer og 3 alpakaer. De er ikke bare en del af familien, men også samarbejdspartnere. Sammen driver de coachingvirksomheden Ebeltoft Lamaer, der tilbyder terapi, coaching og mindfullness.

Behandlingerne varierer alt efter patientens behov, men den er grundlæggende den samme.

”Lamaer er meget følsomme og tør først op, når de er helt trygge. De har stærke personligheder, så vi matcher altid vores patienter med den rigtige lama”, fortæller Beate Regnery.

”De spejler sig i patienten og viser hengivenhed, når de føler sig fortrolige. Det hjælper patienterne med at se deres problemer i et nyt lys og give en indre ro”.

Ifølge en rapport om danskernes mentale helbred udarbejdet af Social- og Indenrigsministeriet, er der de seneste ti år blevet flere og flere danskere, der bliver diagnosticeret med en psykisk lidelse. Blandt børn og unge er der sket en stigning på 52 pct. så det i dag er 49 pr. 1.000 0-17-årige.

Patienterne hos Ebeltoft Lamaer kommer fra nær og fjern i takt med at behandlingsformen vinder ind på befolkningen.

Nogle få måneder efter åbning: “Det er noget, man taler om alle steder i byen”

Lotte Jensen, formand for ‘Kulturgrunden Hornslet’, er glad for de lokales støtte til projektet 
Foto: Facebooksiden Kulturgrunden Hornslet  

På trods af at det nye kulturhus i Hornslet endnu ikke er blevet bygget, og stadigvæk blot er et projekt, er opbakningen fra lokalbefolkningen i byen stor.  

Af Line Sofie Beck

Lotte Jensen, som er formand for den nystartede forening ‘Kulturgrunden’ har de seneste par måneder efter foreningens åbningsfest kunnet mærke, at det nye kulturhus er et projekt, som mange frivillige gerne vil være med til. 

Den 15. oktober 2021 holdt Hornslet åbningsfest for at fejre byens nystartede forening og det kommende kulturhus i byen.  

“Alle folk er utrolig positive,” siger Lotte Jensen 

Den nye forening har oplevet, at byen mangler et samlingssted. I forvejen eksisterer byens bibliotek og Rosenholmfestival, hvor folk kan samles, men det har ikke været nok for befolkningen i Hornslet.  

“Hornslet er en by i udvikling,” siger Lotte Jensen og forklarer yderligere:  
“Der er en masse nye boligkvarter, hvor folk flytter til, hvilket gør, at man ikke længere kender hinanden på samme måde mere.”  

“Byen har brug for et nyt samlingssted, hvor folk kan mødes og få skabt en ny fælles identitet,” siger hun og tilføjer: “Vi skal have udviklet byens fælles dna. Det mangler vi simpelthen.”  

“Det er noget, man taler om alle steder i byen,” siger Lotte Jensen om den nye forening og det kommende kulturhus.  

Lotte Jensen vil som formand for den nye forening sørge for, at borgerne hele tiden føler sig hørt. “Det bliver vores hus,” afslutter hun.  

  • ‘Kulturgrunden’ skal den 2. februar til møde med Kulturudvalget i Syddjurs Kommune, hvor fremtidige planer skal drøftes.  
  • Herefter kan lokalbefolkningen i Hornslet glæde sig til generalforsamling, der bliver afholdt den 24. februar, hvor projektets planer skal præsenteres.  
  • Desuden er en hjemmeside under opbygning, og Lotte Jensen forventer, at den er klar omkring samme dato.
  • Byggeriet forventes at starte i 2024, og Lotte Jensen håber, at det splinternye kulturhus er klar til brug i september 2025.  

En rapport fra 2020 foretaget af Center for Kulturevaluering på Aarhus Universitet viser, at der er 410 kulturhuse i Danmark. Det konkluderes i rapporten, at der er et stort antal kulturhuse fordelt over hele landet. 

Smykkebutik flytter med ejeren til Vestjylland

Efter mange år hvor BY DENGSØ har haft adresse i Knebel, flytter smykkebutikken og dens ejer til den lille by Spjald i Vestjylland.

Af Heidi Kirkeby Mogensen

De sidste par år har Syddjurs kommune oplevet en tilvækst af virksomheder, men Jette Dengsø og hendes smykkebutik BY DENGSØ flytter snart fra kommunen og længere vestpå til vestjyske Spjald.

Smykkebutikken BY DENGSØ har sidste åbningsdag på sin nuværende lokation fredag den 28. januar. Jette Dengsø river rødderne op i Knebel og planter dem i stedet i det vestjyske, hvor hun har fundet sit drømmehus.

De sidste par dage har nogle af Jette Dengsøs kunder været forbi butikken for at sige på gensyn.

Flytningen har hverken noget med økonomi eller lokationen at gøre. Huset, hun bor i nu, er et dødsbo, og hun fortæller, at det til tider har været svært at leve i. Derfor søgte hun og hendes mand et nyt hjem, som de nu har fundet:

“Man skal bare være åben og følge sit hjerte, og det er det, vi gør,” siger Jette Dengsø.

Hun fortæller, at det selvfølgelig er lidt vemodigt at skulle flytte, men samtidig glæder hun sig også.

”Energien i det nye hus er fantastisk,” siger hun.

Jette Dengsø frygter ikke at miste kunder, da hendes forretning ligger i webshoppen. Nogle af de kunder, hun har, kommer helt fra Sjælland for at købe hendes smykker. Om den fysiske butik siger hun:

“Det var bare en drøm. At kunne åbne for folk, og de kunne komme ind og røre og mærke smykkerne på en helt anden måde,” forklarer hun.

I det nye hus i Spjald er der plads til, at hun kan have et showroom med hendes smykker og krystaller, hvilket er ekstra bonus for hendes butik.

Barejer jubler: ”Jeg skal ikke længere lege politibetjent”

På et pressemøde onsdag aften annoncerede Statsministeren, at alle corona restriktioner er afskaffet fra tirsdag den 1. februar. Det betyder, at gæsterne på den Den Skæve Bar i Ebeltoft ikke længere skal vise coronapas og bære mundbind. 

Af Emma Lindberg

Fremover må barer landet over holde åbent til længere end kl. 22. Det fortalte Mette Frederiksen (S) i går på et pressemøde. Det glæder indehaveren af Den Skæve Bar i Ebeltoft, Lotte Petersen. 

”Omsætningen er størst i de sene timer”, forklarer Lotte Pedersen og fryder sig over, at de nu må holde længere åbent.

Hun har valgt ikke at holde lukket denne vinter og har derfor ikke modtaget lønkompensation, selvom omsætningen har været lavere end normalt. 

”Vi glæder os over, at vi ikke længere skal lege politibetjente og tjekke coronapas”, jubler Lotte Petersen. 

Hun fortæller, at de, der kommer på baren, er voksne mennesker, der er gamle nok til at tage ansvar for sig selv. Derfor føler hun, at det er forkert, at regeringen har lagt ansvaret over på restaurationsbranchen.

Politiet har været forbi flere gange for at tjekke om reglerne bliver overholdt, men Den Skæve Bar har aldrig modtaget bøder for ikke at have overholdt restriktionerne. 

Mette Frederiksen lovede på pressemødet, at det var slut med restriktioner. Lotte håber, at hvis der i fremtiden kommer restriktioner, så vil reglerne være mere gennemskuelige – også for gæsternes skyld.

Lokal ildsjæl brænder for at vise byens glød

Camilla Lykke Jakobsen sætter en ære i at vise både turister og lokale, hvad Ebeltoft har at byde på. Dette gør hun igennem sin instagram-side ved navn ”GoVisitEbeltoft”

Af Andreas Kloster

”Jeg ved det her kan gøre en forskel. Jeg tror på, at det kan nå langt ud”

Siger Camilla Lykke, som står bag siden GoVisitEbeltoft. Hun startede instagram-siden for at have et frirum, hvor hun kunne poste siden billeder af Ebeltoft og omegn. Siden udviklede sig dog hurtigt til noget større. Grundet voksende opmærksomhed, og positiv respons, så blev fotohobbyen hurtigt byttet ud med et mål. Et mål om, at vise folk der befinder sig i Ebeltoft, hvad feriebyen har at byde på.

”Skabertrangen og de pæne billeder, er helt sikkert noget som lokker folk til byen”

Fortæller Camilla Lykke. Hun håber på, at hendes side også kan være med til at lokke både unge som gamle til byen.

Camilla er selv født og opvokset i Ebeltoft. Hun fortæller, at hun har et stort kendskab til de specielle steder og seværdigheder, som byen har at byde på.

Grundet Camillas opvækst og store arrangement, mener hun også at hun er en af de ideelle til at have en side som denne.

Camilla fortæller, at det er nemmere for hende som lokalperson at give informationer og anbefalinger fra lokalområdet, end det er for de større organisationer, der sidder længere væk. Et eksempel på dette er VisitAarhus, som også dækker Ebeltoft.

I løbet af de sidste par år, er det ifølge Syddjurs Kommunens Budgetavis kun aldersgrupperne 0-5, og 65+ der er voksende i Ebeltoft. Dette er også en statistik, som Camilla Lykke håber på at kunne ændre. Hun håber hendes side, og det moderne take, hun tager på turismen, kan være med til at lokke de unge ud og besøge Ebeltoft.

Nyt liv til gamle bygninger: Tocifret millionbeløb doneret

Mange af de små danske byer har stadig et centrum med bygninger og gader fra fortiden. Ebeltoft er én af dem.

Af Frederik Løkkegaard.

På den lille, brostensbelagte plads i centrum er der planlagt en gennemgribende renovering af det gamle rådhus, Postladen og Siamesisk Samling. Ifølge Museumsforeningen for Ebeltoft og Omegn sker det med henblik på at bevare det gode kulturmiljø og styrke Museum Østjyllands formidling til borgerne.

Ebeltoft bymidte står som en historisk tidslomme med sine skæve bindingsværkshuse og små gader. I centrum af det hele ligger den gamle Rådhuskarré, der trænger til en kærlig hånd.

”Det er super at have nogle rigtig gode frivillige, der søger fonde og står for det her”, fortæller byrådsmedlem og næstformand i Syddjurs Erhvervs- og Planudvalg Ole S. Hansen (A).

Ildsjælene fra byens museumsforening har skaffet 12 millioner kroner til projektet.

De mange penge til renoveringen er blevet doneret af Realdania, A. P. Møller Fonden, museumsforeningen, Ebeltoftfonden, Nationalpark Mols Bjerge og Kulturstyrelsen.

Syddjurs Kommune er selv med til at finansiere projektet og har på byrådsmødet den 12. januar i år bevilget yderligere 600.000 kroner.

”Det optager mig rigtig meget, at vi bevarer vores kulturarv”, siger Ole S. Hansen i forbindelse med kommunens bevarende lokalplan.

Rundstykker og kakao: Natklub i Ebeltoft tager kreative midler i brug

Neonlys forude. Diskotek Klods Hans i Ebeltoft, håber inderligt på, at Covid-19 vil miste sin status som samfundskritisk sygdom, og endnu engang give mulighed for en genåbning af nattelivet.

Af Andreas Kloster

En luftbåren sygdom, og tætdansende unge mennesker, har vi lært, er en farlig cocktail. Denne cocktail indeholder blandt andet nedlukning, isolation og ikke mindst høje smittetal.  Siden Covid-19 epidemien brød ud og diskotekernes første nedlukning d.11. marts 2020, har lange nætter på dansegulvet ikke været en realitet for mange unge.

I synet af Jyllands-Postens nyhed omhandlende, at Covid-19 kan miste sin blåstempling som samfundskritisk sygdom, så kan man snart ane de tågede nætter på diskoteket igen.

”Det lyder sgu for godt til at være sandt. Den historie har vi hørt mange gange”

Siger Thomas Helligsø, ejer af diskotek Klods hans i Ebeltoft. Selvom Jyllands-Posten efter sigende skulle have pålidelige kilder, der har afsløret at Mette Frederiksen vil genåbne landet den femte februar, så er Thomas Helligsø stadig ikke overbevist.

”Lukkede arrangementer, hvor du kan få rundstykker og kakao med hjem, det er vejen frem”

Siger Thomas Helligsø. Selvom en potentiel genåbning står for døren, så vil diskotek Klods Hans, og crewet bagved, stadig prioritere de kreative tiltag.

Under epidemien har det været nødvendigt at være kreativ, så man kunne udnytte sine åbne timer bedst muligt. For diskotek Klods Hans og dens ejere, har disse tiltag blandt andet været at give rundstykker og kakao med hjem, eller give et par kulørte drinks når du kommer ind.

Adgangen til rundstykker og drinks, kunne skaffes ved at købe en billet til arrangementet. Dette var en måde hvorpå de kunne sørge for, at det kun var det tilladte antal mennesker der kom ind, og samtidig sørge for at alle havde coronapas. Selvom den mulige genåbning fjerner kravet til disse, mener Thomas stadig, at en natklub som Klods Hans, kan få meget ud af at bevare de nyerhvervede strategier.

Mange diskoteker har holdt helt lukket, andre har udnyttet udendørsarealer, og nogle har gjort som Thomas Helligsø har gjort. Hvorvidt de kreative tiltag har fået samme plads på landsplan, som de har fået hos diskotek Klods hans, vides dog ikke.

80’er musikken vender tilbage til Djurs D.1 februar: Fuglsøcentret åbner igen

En omsætning på 0 i hele januar, hjælpepakker og økonomisk hjælp fra privatinvestor er nu fortid for Fuglsøcentret. Danmarks største privatejede spillested er klar til artister og siddende gæster. Som de plejer.

Af Oliver Gohr

Direktør for Fuglsøcentret i Ebeltoft, Peter Brinks, får d.1 februar lov til at åbne op for kulturhuset efter tredje nedlukning. Nedlukningerne har budt på hårde tider med bl.a. økonomiske midler fra en privatinvestor, da hjælpepakken ikke kan erstatte hele budgettet

”Misforstået i samfundet er det jo, at kompensationerne redder alle virksomheder, det gør de jo ikke. Reelt set der dækker kompensationerne 60 procent af dine udgifter”

Trods en stadigt aktuel coronasituation åbner Fuglsøcentret igen præcis som de plejer. Kulturhusets arrangementer er nemlig for det meste siddende, ligesom man kender det fra coronarestriktionerne. Ifølge Peter Brinks er det nemlig kun bandet Malurt og Britiske Kim Wilde, der har krævet et stående publikum i årets line-up bestående af 65 koncerter. Koncerterne vil desuden være med krav om coronapas og mundbind. Borgernes engagement omkring arrangementerne er også stadig stor. Første koncert er det jyske band tørfisk, hvor der, per d.25 januar, er solgt 700 billetter til.

Efter genåbningen D.1 februar vil man også kunne opleve navne som Michael Learns To Rock, Limahl og Moonjam.

På lørdag indtager Idas spirituelle energier Ebeltoft: “Det her er next level for folk, som er åndeligt bevidste.”

Lørdag d. 29. januar afholder clairvoyant og healer Ida Setterberg en workshop i spirituelle energier. Workshoppen foregår i hendes praksis, Alfa Omega Healing. Her skal kursisterne gøres klogere på dem selv, deres krop og den spirituelle verden.

Af Iben Marie Ryberg

Et lokalt, centralt tilbud om at udvide sin spirituelle horisont. Sådan lyder tilbuddet, hvis man tilmelder sig Ida Setterbergs workshop “De fem centrale healingenergier”.
Kursisterne får undervisning i, hvordan energier er bygget op gennem bevidsthedsudvidende øvelser.

“Yoga er efterhånden et almindeligt tilbud. Det her er next level for folk, som er åndeligt bevidste,” siger Ida Setterberg.

Deltagerne i workshoppen skal, ifølge Ida Setterberg, lære sin, krop og energier at kende med henblik på selvudvikling og indre ro. Ved hjælp af øvelser skal deltagerne komme tættere på sig selv og de fem spirituelle energier.

Ida Setterberg har arbejdet med spiritualitet i seks år. Hun fik egen praksis for tre år siden.