Barejer jubler: ”Jeg skal ikke længere lege politibetjent”

På et pressemøde onsdag aften annoncerede Statsministeren, at alle corona restriktioner er afskaffet fra tirsdag den 1. februar. Det betyder, at gæsterne på den Den Skæve Bar i Ebeltoft ikke længere skal vise coronapas og bære mundbind. 

Af Emma Lindberg

Fremover må barer landet over holde åbent til længere end kl. 22. Det fortalte Mette Frederiksen (S) i går på et pressemøde. Det glæder indehaveren af Den Skæve Bar i Ebeltoft, Lotte Petersen. 

”Omsætningen er størst i de sene timer”, forklarer Lotte Pedersen og fryder sig over, at de nu må holde længere åbent.

Hun har valgt ikke at holde lukket denne vinter og har derfor ikke modtaget lønkompensation, selvom omsætningen har været lavere end normalt. 

”Vi glæder os over, at vi ikke længere skal lege politibetjente og tjekke coronapas”, jubler Lotte Petersen. 

Hun fortæller, at de, der kommer på baren, er voksne mennesker, der er gamle nok til at tage ansvar for sig selv. Derfor føler hun, at det er forkert, at regeringen har lagt ansvaret over på restaurationsbranchen.

Politiet har været forbi flere gange for at tjekke om reglerne bliver overholdt, men Den Skæve Bar har aldrig modtaget bøder for ikke at have overholdt restriktionerne. 

Mette Frederiksen lovede på pressemødet, at det var slut med restriktioner. Lotte håber, at hvis der i fremtiden kommer restriktioner, så vil reglerne være mere gennemskuelige – også for gæsternes skyld.

Emma Lindberg