Forurenet badevand: Fedtemøg invaderer bystrand

Spildevandsanlægget fører forurenet regnvand ud i havet via meterlange betonrør. Det brune fedtemøg ligger på både sten og sand.
Foto: Iben Marie Ryberg

På stranden bag Fregatten Jylland har vandforureningen sat en kæp i hjulet på planerne om en by-strand.
Vandet er nemlig så forurenet, at kysten er dækket til af ildelugtende fedtemøg.
 

Af Iben Marie Ryberg

Der er ikke meget hvid sandstrand tilbage på kyststrækningen ved Strandvejen i Ebeltoft. Strandsand og sten er dækket til med rådne brunalger fra havet også kaldet fedtemøg.

Havet er stærkt forurenet af regnvand fra Ebeltofts rensningsanlæg. Konsekvensen af spildevandsudlednigen er, at mængden af næringsstoffer i havet bliver alt for stor. 

Ifølge marinbiolog ved Københavns Universitet Jens Peder Jeppesen kan manglen på ålegræs ved stranden være tegn på forurenet vand: 
”Ålegræs kan ikke lide større udledninger af spildevand. Det gør, at fedtemøget sætter sig på stængerne.” 

Ved Boeslum strand, i den anden ende af Ebeltoft, ligger også spildevandsanlæg få hundrede meter fra vandkanten. Her er vandkvaliteten også udfordret. Mængden af og ålegræs på stranden er nærmest ikkeeksisterende.
Markant anerledes ser det ud på stranden vest for vindmøllerne i Ebeltoft, som ligger placeret 9 kilometer fra anlægget.

Træk i slideren for se at mængden af tang på de to strande. Grafik: Ditte Hjorth Würtzenfeld. Foto: Iben Marie Ryberg.


Forklaringen findes i Ebeltofts kloakeringssystem, som trænger til en overhaling. Der er ikke i tilstrækkeligt omfang separat kloakering i Ebeltoft, og det tvinger kommunen til at løse problemet med spildevand ved at udlede det i havet. 

I Ebeltoft Kommune har man lavet en tiårig plan om en ny hovedstruktur i forhold til spildevand. Vandet skal føres til Fornæs i Grenaa, hvor man har et større og mere effektivt rensningsanlæg og et hav, som bedre kan tåle udledningerne. 

Næstformand for Natur-Teknik og Miljøudvalget i Syddjurs Kommune, Jørgen Ivar Mikkelsen, anerkender problemet: ”Vandet er ikke godt nok til at lave badestrand i byen. Det er rigtig skidt.”

Udover den tiårige plan er der ikke lavet yderligere tiltag for at undgå spildevandsforurening i Ebeltoft på kortere sigt. 

Slam-dumpning bekymrer: “Man tog jo også fejl med minkene.”

Asbjørn Thyregod er bekymret for om dumpningen af hav-slam kan få konsekvenser for miljøet ved Hjelm Dyb. Foto: Kevin Landor Laursen.

Planerne om dumpning af havbundslam i Hjelm Dyb vækker bekymring i lokalsamfundet. 

Af Iben Marie Ryberg og Kevin Landor Laursen

”Jeg er bekymret, fordi der er sket fejl før.” Sådan lyder det fra Asbjørn Thyregod, der ejer og bestyrer to campingpladser i Elsegårde. Han er kritisk overfor dumpningen, der skal foregå lige ud for en af hans matrikler: 
”Man tog jo også fejl med minkene, som skulle graves op igen.”

Projektet Aarhus Rewater, et nyt rensningsanlæg i Aarhus, kræver at der flyttes 930.000 kubikmeter sediment fra Aarhus Havn til en ny lokation. I ansøgningen foreslår man, at den lokation bliver Hjelm Dyb.

Et udsat område

Biodiversiteten i kystområdet ved Hjelm Dyb er i forvejen presset efter mange års bundskrabninger. Det har allerede haft konsekvenser for turismen i området. 
”Turisterne kommer jo for miljøet og havet,” siger Asbjørn Thyregod, der frygter en forværring af havmiljøet.

En frygt, som tilsyneladende er berettiget. Ifølge marinbiolog ved Københavns Universitet, Jens Peder Jeppesen, er det en katastrofe, hvis dumpningen gennemføres: 
”Det område, man dumper i, er per definition ødelagt eller ændret de næste 50-100 år.”

Når livet i havet i forvejen har svære kår, er en stor mængde slam ikke den redning, området har brug for:

”Hvis man gør sådan, så ødelægger man rigtig meget af det, man ellers ville prøve at undgå at ødelægge,” lyder det fra marinbiologen. Det ville kræve omfattende havbundsundersøgelser at vurdere, hvor stor skaden ville være, men en ting er sikker ifølge Jens Peder Jeppesen:
”Det er en udpining af det eksisterende havdyrssamfund.”

Kritik på Facebook

Planen om dumpning af havbundslam fra Aarhus Kommune har bragt røre i lokalsamfundet. Frygten for projektets miljømæssige konsekvenser præger befolkningen i Ebeltoft, hvilket især kommer til udtryk på Facebook. 

På et kritisk opslag om dumpningen finder man en række frustrerede kommentarer, der understreger situationens alvor:

Byrådspolitikerne er naturligvis også opmærksomme på sagen. Næstformand for Natur-Teknik og Miljøudvalget i Syddjurs Kommune Jørgen Ivar Brus Mikkelsen (V) anerkender dilemmaet, men tvivler på byrådets indflydelse: 
”Jeg forstår bekymringen, men kommunen har som udgangspunkt ikke nogen indflydelse, når vi kommer udenfor badevandsarealerne.”

Kritikken er blevet fremlagt for Aarhus Vand A/S, men de har ikke ønsket at svare på de stillede spørgsmål.

Aarhus Vand venter stadigvæk på godkendelse af ansøgningen om tilladelse til dumpningen, som lige nu er i behandling hos Miljøstyrelsen. Inden ansøgningen kan godkendes, skal den i høring hos blandt andre Syddjurs Kommune. Byrådet er ikke informeret om, hvornår høringen sker.  

På lørdag indtager Idas spirituelle energier Ebeltoft: “Det her er next level for folk, som er åndeligt bevidste.”

Lørdag d. 29. januar afholder clairvoyant og healer Ida Setterberg en workshop i spirituelle energier. Workshoppen foregår i hendes praksis, Alfa Omega Healing. Her skal kursisterne gøres klogere på dem selv, deres krop og den spirituelle verden.

Af Iben Marie Ryberg

Et lokalt, centralt tilbud om at udvide sin spirituelle horisont. Sådan lyder tilbuddet, hvis man tilmelder sig Ida Setterbergs workshop “De fem centrale healingenergier”.
Kursisterne får undervisning i, hvordan energier er bygget op gennem bevidsthedsudvidende øvelser.

“Yoga er efterhånden et almindeligt tilbud. Det her er next level for folk, som er åndeligt bevidste,” siger Ida Setterberg.

Deltagerne i workshoppen skal, ifølge Ida Setterberg, lære sin, krop og energier at kende med henblik på selvudvikling og indre ro. Ved hjælp af øvelser skal deltagerne komme tættere på sig selv og de fem spirituelle energier.

Ida Setterberg har arbejdet med spiritualitet i seks år. Hun fik egen praksis for tre år siden.