Slam-dumpning bekymrer: “Man tog jo også fejl med minkene.”

Asbjørn Thyregod er bekymret for om dumpningen af hav-slam kan få konsekvenser for miljøet ved Hjelm Dyb. Foto: Kevin Landor Laursen.

Planerne om dumpning af havbundslam i Hjelm Dyb vækker bekymring i lokalsamfundet. 

Af Iben Marie Ryberg og Kevin Landor Laursen

”Jeg er bekymret, fordi der er sket fejl før.” Sådan lyder det fra Asbjørn Thyregod, der ejer og bestyrer to campingpladser i Elsegårde. Han er kritisk overfor dumpningen, der skal foregå lige ud for en af hans matrikler: 
”Man tog jo også fejl med minkene, som skulle graves op igen.”

Projektet Aarhus Rewater, et nyt rensningsanlæg i Aarhus, kræver at der flyttes 930.000 kubikmeter sediment fra Aarhus Havn til en ny lokation. I ansøgningen foreslår man, at den lokation bliver Hjelm Dyb.

Et udsat område

Biodiversiteten i kystområdet ved Hjelm Dyb er i forvejen presset efter mange års bundskrabninger. Det har allerede haft konsekvenser for turismen i området. 
”Turisterne kommer jo for miljøet og havet,” siger Asbjørn Thyregod, der frygter en forværring af havmiljøet.

En frygt, som tilsyneladende er berettiget. Ifølge marinbiolog ved Københavns Universitet, Jens Peder Jeppesen, er det en katastrofe, hvis dumpningen gennemføres: 
”Det område, man dumper i, er per definition ødelagt eller ændret de næste 50-100 år.”

Når livet i havet i forvejen har svære kår, er en stor mængde slam ikke den redning, området har brug for:

”Hvis man gør sådan, så ødelægger man rigtig meget af det, man ellers ville prøve at undgå at ødelægge,” lyder det fra marinbiologen. Det ville kræve omfattende havbundsundersøgelser at vurdere, hvor stor skaden ville være, men en ting er sikker ifølge Jens Peder Jeppesen:
”Det er en udpining af det eksisterende havdyrssamfund.”

Kritik på Facebook

Planen om dumpning af havbundslam fra Aarhus Kommune har bragt røre i lokalsamfundet. Frygten for projektets miljømæssige konsekvenser præger befolkningen i Ebeltoft, hvilket især kommer til udtryk på Facebook. 

På et kritisk opslag om dumpningen finder man en række frustrerede kommentarer, der understreger situationens alvor:

Byrådspolitikerne er naturligvis også opmærksomme på sagen. Næstformand for Natur-Teknik og Miljøudvalget i Syddjurs Kommune Jørgen Ivar Brus Mikkelsen (V) anerkender dilemmaet, men tvivler på byrådets indflydelse: 
”Jeg forstår bekymringen, men kommunen har som udgangspunkt ikke nogen indflydelse, når vi kommer udenfor badevandsarealerne.”

Kritikken er blevet fremlagt for Aarhus Vand A/S, men de har ikke ønsket at svare på de stillede spørgsmål.

Aarhus Vand venter stadigvæk på godkendelse af ansøgningen om tilladelse til dumpningen, som lige nu er i behandling hos Miljøstyrelsen. Inden ansøgningen kan godkendes, skal den i høring hos blandt andre Syddjurs Kommune. Byrådet er ikke informeret om, hvornår høringen sker.  

Iben Marie Ryberg