Flere virksomheder i Syddjurs: En af Danmarks bedste baristaer åbner endnu en forretning

Rasmus Jordt er en af dem, der de seneste år har startet virksomhed i Syddjurs. Nu udvider han forretningen med eget risteri. Foto: Emma Lindberg

De seneste år er antallet af virksomheder i Syddjurs Kommune steget med 26 procent. Rasmus Jordt åbnede for tre år siden Apelgren Jordt Coffee på havnen i Ebeltoft. Nu åbner han endnu en forretning i byen.

Af Emma Lindberg

En ny rapport fra Vækstfonden viser, at antallet af virksomheder i Syddjurs Kommune er steget fra 157 i 2019 til 198 virksomheder i 2021. En fremgang på 26 procent. Omvendt har nabokommunen Norddjurs oplevet en tilbagegang fra 117 til 109 virksomheder i samme periode. 

En af dem, der har startet en virksomhed i Syddjurs, er Rasmus Jordt. Han er tilflytter og åbnede i april 2019 cafeen Apelgren Jordt Coffee i Ebeltoft. Nu flytter han også risteriet, hvor kaffebønnerne bliver ristet, til Ebeltoft, så gæsterne fremover kan købe kaffebønner og andet barista udstyr i byen. 

Bente Steffensen bestyrelsesmedlem i Business Djursland fremhæver Apelgren Jordt Coffee som det gode eksempel på en ny virksomhed i Syddjurs, hvor en tilflytter falder til i byen. Hun påpeger, at cafeen i dag er blevet de lokales samlingspunkt. 

Rasmus Jordt har været i kaffebranchen i 22 år og tidligere fået en 2. plads i DM i Barista. Han mærker tydeligt interessen for den nye butik blandt befolkningen i Ebeltoft: ”Jeg bliver spurgt flere gange om ugen, hvornår vi åbner den nye forretning”, siger Rasmus Jordt.

Han åbner op for en kaffeskole i den nye forretning, som får placering lige ved siden af Maltfabrikken. Risteriet slår dørene op den 16. april 2022 på tre års dagen for den første forretning på havnen i Ebeltoft. 

Emma Lindberg