Syddjurs Kommune fører an i landsdækkende aftale

En landsdækkende prøveordning med fast tilknyttede praktiserende læger har siden 2016 fungeret i Syddjurs Kommune, og tallene viser, at kommunen fører an i implementeringen. Det er dog ikke noget, man har bemærket i Ældre Sagens afdeling i Ebeltoft.

Mandag blev der på et møde i Syddjurs’ kommunalt lægelige udvalg drøftet en kommende forlængelse af den ordning, der har tilknyttet praktiserende læger til en række plejehjem i kommunen. En ordning som Ældre Sagen i mange år har advokeret kraftigt for.

Ordningen blev indført i 2016 og udrulles med et mål om 80 procent dækning på landsplan i 2024. Her godt 5 år efter udrulningen ligger Syddjurs Kommune solidt over landsgennemsnittet på 44 procent dækning.

Syddjurs er blandt de kun 15 procent af landets 98 kommuner, der har læger tilknyttet over halvdelen af de kommunale plejehjem. Dermed fører kommunen altså an i bekæmpelsen af, hvad ældresagen anser som en ”urimelig ulighed,” der forårsager en unfair og skævvredet service på plejehjemmene.  

Det landsdækkende initiativ har til formål at sikre tilknyttede læger til plejehjem. Målet er, at den tilknyttede læge skal tilse de patienter, der ønsker det og både rådgive og undersøge det øvrige personale.

Noget opsigtsvækkende kommer det dog fra formanden for Ældre Sagen Ebeltoft, Aase Møgelvang Bang, at det ikke er noget, man har været klar over i lokalafdelingen.

”Det kender jeg intet til, men det er selvfølgelig positivt,” indrømmer hun på trods af, at hendes egen organisation har bakket kraftigt op om tiltaget gennem mange år.